Driftsvejledningen er den basale teoretiske viden, alle vi, der er med til at drive møllen, altid tager udgangspunkt i. Den er også meget inspirerende at fordybe sig lidt i, fordi den forærer dig et helt håndværk i overskuelig form. Det er ikke nødvendigt på forhånd at vide noget som helst om møller; men sund fornuft er nødvendig.
At være med "bag kulisserne" er bestemt ikke kun et mandejob, kvinder er meget velkomne. Når møllen er i drift, så skal vi altid af sikkerhedshensyn være mindst 2 og helst 3 til arbejdet; men så er det også en rigtig fornøjelse. Kan man lide udfordringer, så har vi også dem "på lager," både de små og overskuelige, og de helt vilde!
Om du er fastboende, flexboer eller sommerhusbeboer, så er du lige velkommen. Vi kan i Museumsforeningen bruge alle hænder uanset alder, køn og baggrund. Du bliver en del af et lidt særligt fællesskab.