Vi håber, I som brugere af denne hjemmeside har glæde af de mange billeder, som især Nina Buchwald har samlet og scannet ind igennem en årrække. På grund af EU-forordningen om brug af persondata, GDPR, er vi selvfølgelig meget opmærksomme på, at vi skal respektere og efterleve lovgivningen.
Det betyder, at vi som hovedregel ikke publicerer billeder af genkendelige, identificerbare eller navngivne personer på hjemmesiden, før billedet er 75 år gammelt (Arkivlovens regler).
Der er dog undtagelser, som I også kan se under fanerne "Billedgalleri" og "Temaer":
- Fotos af genkendelige personer publiceres, hvis billedet er taget i det offentlige rum eller ved en begivenhed, hvor der er offentlig adgang, og hvor situationen ikke synes at være krænkende for den pågældende.
- Portrætfotos af personer, hvor billedet er optaget med publicering for øje bliver publiceret f.eks. billeder af politikere, sportsfolk, embedsmænd m.fl.
- Fotos af personer, der selv har givet samtykke, publiceres.
Fotos af elever i skoler m.m. betragtes som optaget i en offentlig sammenhæng og med distribution for øje og offentliggøres tidligst 50 år efter, eleverne har forladt skolen.
Vi publicerer aldrig fotos af personer, hvor optagelsen kan skønnes at virke krænkende.
Skulle nogen af jer, der ser med her på hjemmesiden, ønske, at et billede af jer fjernes fra hjemmesiden, vil det ske med øjeblikkelig virkning. Skriv til anneholm@firma.tele.dk eller en af de andre mailadresser under fanen "Bestyrelse", så efterkommer vi jeres ønske.
Mange tak til Stevns Lokalarkiv for at udlægge Persondataforordningen i gennemskuelig tekst. Det er den udlægning, der bliver anvendt her på siden.